• clock Køb på webshop inden 14.30 - varen sendes samme dag
  • info Læs mere om os
  • bullhorn Mere end 60 år i branchen!
  • cubes Over 25.000 varer på lager

Vi søger en erfaren sælger til forretningsområdet Tryk & Flow komponenter. Du formår med engagement at afdække, segmentere og opsøge nye potentielle kunder. Dit ansvarsområde vil være opsøgende salg og rådgivning af automationskomponenter indenfor områderne: Tryk, Flow, Temperatur/Fugt og Pneumatik, til maskinbyggere og større industrikunder. Dit distrikt vil være hele Jylland og du vil arbejde med base fra kontoret i Århus.

Internt fra kontoret i Allerød og Aarhus har du kompetent opbakning og sparring med de produktansvarlige kollegaer, som gerne deltager på sambesøg ude hos kunderne. Succeskriterierne for dig som sælger bliver kontinuerlig udvikling af din kundeportefølje, samt vedligeholde firmaets allerede etablerede kundekreds.

Kommercielt mindset og teknisk flair

Du har en teknisk uddannelse, der relaterer sig til industriel automation eller et kendskab til branchen kombineret med en teknisk nysgerrighed. Du motiveres af og brænder for salg og kører allerede som sælger i en lignende teknisk salgsstilling. Du trives med at tage ansvaret for hele salgsprocessen, fra bookning af kundemødet, til projekteringsfasen og tilbudsskrivning i samarbejde med produktchefen, til forhandling og efterfølgende kundeservice. Du ved, at det er ude hos kunden tiden bruges bedst og du befinder dig godt, uanset hvor i organisationen du møder kunden. Du vil få stærk intern opbakning og skal arbejde med nogle af branchens mest anerkendte producenter.

Dine personlige og faglige kompetencer omfatter:

  • Åben, udadvendt og positiv indstilling
  • Kommunikationsstærk og salgsorienteret
  • Selvstændig med evne til at træffe egne valg
  • Løsningsorienteret
  • God til at formulere dig på dansk – mundtligt og skriftligt, engelsk på teknisk niveau i relation til erhverv, og eventuelt god forståelse af svensk

Er du relationsskabende og en god samarbejdspartner?

Du bliver ansigtet ud mod kunderne og i den forbindelse er det vigtigt, at du er lyttende og god til at opfatte og forstå kundens behov. Via sparring og dialog finder du den rigtige løsning til kunden og formår at tænke i løsningssalg. Støder du på udfordringer, kan du udover hjælp fra egne produktchefer søge vejledning hos leverandørerne, hvilket ofte foregår på engelsk.

Da der er tale om en meget selvstændig stilling, kræves det, at du er en ”selvstarter” og forstår at styre og prioritere din indsats overfor kunderne og stillingens arbejdsopgaver.

OEM Automatic Klitsø tilbyder

Efter onboarding og en grundig produkttræning tilbydes du en selvstændig og ansvarsfuld stilling med kvalificeret, teknisk opbakning fra kollegaer i Danmark. OEM Automatic Klitsø tilbyder PC, mobiltelefon og bilordning samt en konkurrencedygtig lønpakke med pensionsordning. Du vil arbejde sammen med engagerede kollegaer i en organisation præget af en god og uformel tone. For den rette person er der tale om en stilling med gode faglige og personlige udviklingsmuligheder. Hos OEM Automatic Klitsø hjælper alle til, og det skal være sjovt at gå på arbejde.

Om OEM Automatic Klitsø

OEM Automatic Klitsø er et datterselskab af svenske OEM International, der omsætter for 3,3 mia. SEK og er registreret på børsen i Stockholm. OEM Automatic Klitsø har siden 1961 markedsført et bredt program af kvalitetskomponenter til industriel automation samt komponenter til proces- og elektronikindustrien. Virksomheden ligger i Allerød, har salgskontor i Aarhus og beskæftiger 39 engagerede medarbejdere.

Søg jobbet

Du kan søge stillingen ved at sende en mail til [email protected].
Har du spørgsmål til stillingen er du meget velkommen til at skrive til Business Area Manager, Niels Erik Lopes på [email protected].  Stillingen ønskes besat snarest og alle ansøgninger vil blive behandlet løbende.

Kundesupport

Hvis du har brug for support, kontakt os via en af nedenstående måder.

70 10 64 00

Send e-mail